Villingur forside
VILLINGUR
Islandshesteklub
i området omkring Rude Skov
Forside
Aktivitets-
kalender
Villingurs
fotoalbum
Bestyrelse og
kontakt
Indmeldelse
Information,
rideruter, links
Medlemmers
blog - nedlagt
Søg i
villingur.dk

 

Pinse-lørdag morgenkaffe
Lørdag 10. maj 2008 kl. 10, på Kirsebærlunden

Kære Villingur medlemmer.

Vi håber at se mange af jer til Pinse-lørdag morgenkaffe på Kirsebærlunden lørdag den 10. maj kl 10.
Mennesker: morgenkaffe med tilbehør :)
Heste : græs
Vejret: satser på solskin
Den gode tur sørger I selv for, enten før eller efter, måske både og :)
Vi vil gerne have en tilmelding, så der er mad til alle .

Tilmelding til Jette senest torsdag d. 8.maj, enten på sms 2684 0572,
eller på mail: andersen.jette[snabela]gmail.com

Med venlig hilsen Jette

Se beretning og billeder fra arrangementet herunder
(Klik på et foto for at se det lidt større)

Pinsestemning på Kirsebærlunden

Pinsetur
En beretning

Historien om årets pinsetur startede meget tidligt lørdag morgen. Vækkeuret bimlede løs 6.15, så jeg i behørig tid kunne få fodret hestene. De skulle jo lige kunne slå mave inden den lange tur. Helt forvirret tumlede jeg rundt. Mørkt kunne jeg ikke klage over at det var, solen strålede allerede ned fra en skyklar himmel. Men trods det kunne jeg 20 minutter senere, mens hestene gumlede løs på kernefoderet, konstatere at t-shirten vendte på vrangen og pyjamasbukserne med store lyserøde hjerter på stadig hang på mine ben. Ikke noget under at Einsi så mærkeligt på mig, da jeg med Anders And stemme forsøgte at holde ham fra Ofis spand. ’Mærkelig rapand’ kunne jeg se ham tænke.
Hjem til lidt morgenmad med familien og noget mere fornuftigt ridetøj på. Konstaterede med tilfredshed, at jeg igen kunne krybe i de gamle beigefarvede ridebukser. Fordelene ved at købe nyt hus inden man har solgt det gamle som vi har, er, at det er en sikker slankekur af ren og skær stres og bekymring. Man må se på de lyse sider.
Et par sms’er af sted til Bente: Hej solskinspige-husk solcreme-glæder mig-  o.s.v.  i den dur og så af sted.
I gang med at børste Odinn og Sterkur og en opdatering på alle fronter. Familien, det sidste nye fra stalden. Men det er jo også mindst flere dage siden vi har set hinanden sidst. En lille opringning til en af de andre ride’piger’ og synge fødselsdagsang. En hurtig hyggesnak med Leif, som er dukket op med piben og en kaffekop. Han er godt misundelig over, at han ikke kan komme med i dag, men en af vennerne fylder 60 og har budt på brunch. Og det vil man jo også gerne. Vi bliver sendt af sted med hilsener til alle vennerne og daffer derudaf. De andre heste sender blikke efter os; hvorfor skal vi ikke med? Skoven venter os og har sat fuld knald på det lysegrønne. Efter en uge med fuld fart på arbejde, sene dage, aftenarrangementer og for lidt søvn, er det som at folde sjælen ud igen og indhente sig selv. Vi bliver helt stille i mindst to minutter(!) og bare suger det skønne store rum til os. Næste stop bliver Egene rideskole. Der er stævne og Odinn og Sterkur synes at det ser spændende ud. Bente møder selvfølgelig op til flere hun kender og hilser omkring. Videre ud over stierne ved golfbanen kan vi bruge mange ord og tanker på, at vi nåede at observere flere fædre med deres ridedøtre.
Under viadukten, over vejen, hen over markerne og så er vi der næsten. To timer er faktisk gået men hvor blev de af?
På gårdspladsen venter Jette og en række hestevenner ved langbord. Lækker morgenmad, kaffe og juice bliver serveret og snakken går. Odinn og Sterkur har fået en dejlig stor fold at slappe af på med masser af græs og ser efter tre sekunder ud, som om de altid har gået rundt på den fold. Vi er de eneste ridende i år, men flere medlemmer har fundet vejen ud til Kirsebærlunden. Jean og Mathilde, min mand og yngste datter er der også. Jean tager en masse billeder og Mathilde snakker med kattene og vovserne og leger med Rosa, Vickis datter. En gruppe ryttere fra Kirsebærlunden rider ud mod Folehaven efter morgenmaden, så de får også et pinseridt.
Snakken går om hestefarver, køb af heste, og gode gamle anekdoter. De fleste af os har mange år med heste bag os og deler generøst ud af erfaringer til alle som gider lytte, og der bliver grinet og snakket. Så er der igen gået et par timer, hestene bliver sadlet og turen går mod ukendte horisonter. Vi har bestemt os for at ride en anden vej hjem og mener nok, vi har nogenlunde styr på det. I skoven lader jeg Bentes indre gps finde vej og følger bare efter. Det er skønt at se en ny skov og bortset fra, at Odinn er helt nede på numsen af forskrækkelse over en stor hvid, meget farlig hest er han helt salig over alt det nye og skridter frisk derudaf. Bente lover mig, at hvis vi møder en vis kendt mand på hans jorde, som vi er nødt til at krydse, er det ok, hvis jeg holder mig for øjnene og lader som om jeg ikke er til stede. Det lykkes os dog at snige os over hans marker uden at træffe på ham og vi ånder lettet op. Lidt drama er ikke af vejen og minder os om helt gamle dage som ridepiger, hvor man kunne finde på lidt af hvert. I Ubberød gør vi holdt hos venner og får lidt vand. Til gengæld får de en miniridetur i bare fødder og shorts. Mon ikke vi har banet vejen for en kommende ridekarriere der. Op over Brådebæk får vi flere hyggelige bemærkninger om, at det er dejligt at se heste i kvarteret. Gør endnu en gang holdt hos venner, så Bente lige kan vise sin nye dejlige Sterkur lidt frem. Nu vil min Odinn hjem og har glemt alt om, at han er en gammel træt hest på 27 år. Det lange ben er forrest og vupti er vi hjemme i stalden igen. Hestene får en god spand og pruster af tilfredshed. På folden kan det ikke gå hurtigt nok med at komme ned og rulle, og Bente og jeg har mest lyst til at følge deres eksempel, men vælger dog at køre hjem og smide os under bruseren i hvert vores respektive hjem. Godt møre af sol, fire timer til hest, men også helt lykkelige over en skøn pinsetur til Kirsebærlunden.

Mette
Se større foto Se større foto
Se større foto Se større foto
Se større foto Se større foto